Tybjerggård

 

Tybjerg herred

(Ejerforhold 1682 i) Amtet

Gods i middelalderen

Hovedbygningen er, som den ser ud i dag opført af Thyge Rothe 1763. Der er dog i murværket rester af ældre mure og i kældrene hvælvinger fra 1400'tallet. Stilen er rokokko.

 

ccccccccccccccccccccc                             

Tybjerggård

1300-1322 Jens Sjællandsfar kan have været ejer af gården. I hvert fald træffes hans datter Margrethe Jensdatter Sjællandsfar som den første kendte ejer 1325. Hun var enke efter Henrik Albertsen Eberstein.

1327-1360 Datteren Cecilie Henriksdatter Eberstein arver gården efter sin mor. Hun er gift med sin fætter Peder Ludvigsen Eberstein.
1360-1382 Ægtemanden og fætteren Peder Ludvigsen Eberstein overtager godset.
1382-1397 Gården kommer uvist hvordan i ridder Peder Basses besiddelse. 
1397-1408 Broderen Tyge Basse er den næste ejer.
1408-1446 Ridder og rigsråd Sten Tygesen Basse arvede, men døde barnløs. 
1446-1448 Søsteren Sophie Basse arvede Tybjerg. Hun var gift med Peder Olufsen Godov.
1459-1469 Peder Olufsen Godov styrer gården. 
1469-1479 Sønnen Anders Pedersen Godov arver, men den anden søn Oluf Pedersen Godov har også en part i gården. De er i strid om ejerskabet og skriver sig begge til Tybjerggård.
1479-1485 Anders Pedersens søn Sten Andersen Godov overtog stridighederne med onklen. Der skiftedes efter ham 1486 og først da også efter hans far.
1485-1496  Det hele ender hos søsteren Cecilie Andersdatter Godov gift med væbneren Poul Henriksen (Fikkesen). Deres datter Margrethe Poulsdatter bringer ved giftermål 1496 en del af gården til sin ægtemand Jacob Andersen Bjørn.
1496-1525 Jacob Andersen Bjørn drev en part af gården til sin død 1525. Hustruen Margrethe overlevede ham og opkøbte nogle af de udestående parter.
1525-1578 Datteren Dorthe Bjørn arvede gården. Hun var gift med Oluf Hak og senere med Oluf Glob, men begge ægteskaber var barnløse.
1578-1581 Det blev derfor en slægtning til Dorthe Bjørn, rigsråden Bjørn Kaas, der arvede Tybjerggård. Det meste af hans gods lå i Jylland, så det var begrænset, hvad han gjorde ud af Tybjerg.
1581-1596 Sønnen Gabriel Kaas arvede og var mere sjællænder end jyde. Det endte dog med, at han mageskiftede godset for køberens hustrus gods Torsø i Skåne.
1596-1624 Ny ejer var Frederik Quitzow til Sandager, Qvitzowholm &  Harmark gift med Pernille Ottesdatter Rud. I dette ægteskab har Frederik Quitzow ingen børn, så Tybjerggård går til en datter af Pernille Ottesdatter Ruds søster.
1624-1655 Det var Pernille Andersdatter Banner gift med Esge Krafse . De havde ingen børn, så gården blev arvet af Pernille Banners broders sønner Niels, Preben, Eiler; Everrt og Erik.
1655-1672 Den ene af brødrene, Erik Banner, købte de øvrige ud for til slut at sælge det hele.
1672-1678 Køber var Ulrik Frederik Gyldenløve som overlod godset til kronen som en del af betalingen til kronen for Tønsberg, da han oprettede grevskabet Aurvig.
1678 Kronen solgte allerede samme år godset.
1678-1689 Køber var overkammerjunker Adam Levin von Knuth, som oven i løbet fik godset anerkendt som adelig sædegård. Det endte med, at han solgte godset tilbage til kronen.
1689 Kronen gav 21.668 rdl. for de 332. tdr. hartkorn, den købte. Og solgte straks godset videre.
1689-1708 Ny ejer blev Margrethe Wilders, der var enke efter Friedrich Werdelmann, som kronen skyldte penge. Hun opførte en ny østfløj i hovedbygningen. Hun lod sin søsters datter arve Tybjerg.  
1708-1724 Søsterdatteren var Anne Margrethe Heinen. Hendes sidste mand, oberst Georg Frederik Lepel overtog gården, da hun døde 1717. Han solgte gården 1724.
1724-1735 Køber var major Frederik von der Maase. Da han døde 1728 overtog enken Conradine Sophie Rostgaard godset for 1728 at sælge det (og gifte sig med godsets tidligere huslærer Oluf Bruun).
1735-1763 Køber var major Peter West, som ændrede driftsformen ved at nedlægge trevangsbruget og udvide husdyrholdet. Han endte dog med at sælge godset.  
1763-1792 Ny ejer var Tyge Rothe, der opførte den nye hovedbygning det år, han overtog godset. Han døde 1795, men solgte nogle år før gården til sin søn for 72.000 rdl.
1792-1795 Sønnen Andreas Bjørn Rothe, som senere blev gehejmekonferensråd, solgte godset.
1795-1798 Køber var dr. med. Tycho Bræstrup, som gav 114.500 rdl. for godset. Han kunne dog ikke lægge pengene på bordet, så hans kautionist regimentskvartermester Henrik Gregorius Lund overtog den. Han solgte den for 102.000 rdl.  
1798-1804 Køber var stiftsamtmand og kammerherre Christoffer Schøller Bülow, der fornyede avlsbygningerne og omlagde haven fra fransk til engelsk stil. Han solgte godset efter nogle år.
1804-1835 Den nye ejer var major Jacob Johansen de Neergaard, som gav 135.000 rdl. for godset. Han døde 1833, og hans enke Sophie Magdalene Dinesen drev godset videre, indtil hun 1835 giftede sig med enkemanden efter hendes mands søster.
1835-1854 Det var generalløjtnant Peter Frederik Steinmann, som drev gården, til han døde.  
1854-1866 Sophie Magdalene Dinesen overtog påny driften, indtil hun døde.  
1866-1894 Steinmanns søn, der også hed Peter Frederik Steinmann, overtog godset, og drev det til sin død. Han lod hovedbygningen restaurere og opførte flere avlsbygninger.  
1894-1910 Sønnen kammerherre og oberstløjtnant Peter Frederik Steinmann arvede godset.  
1910-1957 Arving var Det Steinmannske Legat, som overlod gården til Peter Frederik Steinmanns enke, til hun døde 1952.  
1957-2001 Herlufsholm Skole Og Gods overtog nogle år herefter godset.  
2001- Tybjerggård blev til slut frasolgt til Bent Jeppesen.